Man skal passe på, hvad man siger under klimatopmødet i København - også selvom man befinder sig inde i topmødets centrum, Bella Centret.
På et pressemøde i Bella Centret sagde tyske Tadzio Müller, at en gruppe aktivister i morgen under den stort anlagte klimademonstration vil tvinge sig vej ind i centret.
"Folk er nødt til at bryde reglerne," sagde Tadzio Müller.
Men det skulle han aldrig have sagt, for i følge aktivisterne i Climate Justice Action blev han efter talen ført væk af civilklædt politi. Tadzio Müller er tysk statsborger og et kendt ansigt i det europæiske aktivist-miljø.
"Det er et klart forsøg på at kriminalisere klima-demonstrationen i morgen," siger en talsperson fra Climate Justice Action til Newspaq.
Arrangørerne af demonstrationen siger, at de onsdag vil trænge ind på centerets område ved en ikke-voldelig aktion. De vil dog ikke lade sig stoppe af hegn eller andre fysiske barrierer.
Enhedslisten kræver stop for vilkårlige anholdelser, siger Per Clausen , klimaordfører for Enhedslisten.
"Lømmelpakken har ført til en uhørt begrænsning af forsamlings- og demonstrationsfriheden i Danmark. Derfor står det nu helt klart, at denne må afskaffes hurtigst muligt. Senest umiddelbart efter næste valg," siger Per Clausen.
Men han skæver dog ikke luttert positivt til de ballademagere, der laver bål og brand.
"Men som situationen har udviklet sig er der ikke nogen tvivl om, at vi har brug for en grundig undersøgelse af politiets opførsel og afskaffelse af lømmelpakken," slutter Per Clausen.