Museum Østjylland i Grenaa lukker fra lørdag den fredede købmandsgård på grund af skimmelsvamp. Det skriver TV2 Østjylland.
Museumschef Jesper Bækgaard forklarer i en pressemeddelelse, at lukningen sker af sikkerhedsmæssige årsager, da skimmelen påvirker flere områder - herunder træværket på toploftet og gulve i kontorer.
- Vi er i en situation, der primært påvirker medarbejderområderne på et niveau, hvor vi ikke kan være helt sikre på, at det er forsvarligt at opholde sig i de berørte områder i længere tid.
Medarbejdere flyttes midlertidigt til andre lokaliteter, mens Slots- og Kulturstyrelsen samarbejder med Norddjurs Kommune om at godkende nødvendige indgreb i det 300 år gamle bygningskompleks.
Lukningen forventes at vare flere måneder, mens der foretages undersøgelser og udbedringer.
Noget, der i sig selv, kan få skimmelen til at sprede sig yderligere.
- Vi ved jo også, at der nu skal undersøges og udbedres, og at der i den proces nok bliver hvirvlet endnu mere skimmel rundt. Derfor mener vi, at det er rigtigt at lukke nu, siger Jesper Bækgaard.
Museet var også lukket i forsommeren 2024 på grund af skimmel i kælderen, som dengang blev saneret.
Denne gang er skimmelen lokaliseret til nye områder, og det kræver yderligere indsats for at sikre bygningen, besøgende og ansattes sundhed.
- Ingen ærgrer sig mere end jeg, da det er en stor og meget ærgerlig beslutning at lukke museet. Indtil man er kommet til bunds i problemet, må vi dog prioritere et sundt arbejdsmiljø og sikkerhed for medarbejdere og besøgende, siger museumschef Jesper Bækgaard.
https://www.tv2ostjylland.dk/norddjurs/historisk-gard-lukkes-akut-e1a91