Berlinerne kan ånde lettet, efter man her til morgen tilsyneladende afværgede et brandbombeangreb mod Berlins hovedbanegård, Hauptbahnhof.
Berliner Zeitung skriver, at det var ansatte på banegården, der mandag tilfældigvis opdagede en bombelignende genstand.
Syv flasker med store mængder brandbar væske var forbundet med hinanden og forsynet med ekstra brandrør og tændsnor og placeret i en tunnel tæt på stationens befolkede perroner.
Myndighederne blev straks alarmeret og fik tilintetgjort bomben. Politiet oplyser, at man derved forpurrede et angreb "i sidste minut"
Ifølge flere tyske medier er det den venstreorienterede gruppe 'Hekla-Empfangskommitee - Initiative für mehr gesellschaftliche Eruptionen', som står bag bomben.
Berlin har den seneste tid oplevet lignende brandbombeangreb og trusler herom flere steder i storbyen. Det er angiveligt utilfredshed med Tysklands deltagelse i krigen i Afghanistan, som er motivet for forbrydelserne.
Kilde: Berliner Zeitung