Ritzau
Opdateret kl. 12:13
Angrebet lørdag aften i London har ikke fået Københavns Politi til at øge sit beredskab, og ifølge PET ændrer angrebet ikke ved terrortruslen mod Danmark, som fortsat er alvorlig.
- Vi har et forhøjet beredskab, men det har vi jo haft i et stykke tid, siger vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi.
Syv personer blev dræbt og 48 personer er bragt til fem forskellige sygehuse, efter to sammenhængende angreb i London lørdag aften.
Desuden blev de tre attentatmænd dræbt af betjente omkring otte minutter efter den første alarm om angrebet.
- Det er tragisk at se det ske den ene gang efter den anden, og vi frygter, at det også kan ske her. Men vi forhøjer ikke beredskabet mere end det allerede er, før PET giver os besked på det, siger Henrik Brix.
For københavnerne er det mest synlige tegn på det forhøjede beredskab de betonklodser, der er stillet op flere steder i byen - blandt andet ved indkørslerne til Strøget.
De blev stillet op, efter at en lastbil i december pløjede gennem en menneskemængde på et julemarked i Berlin.
Ifølge PET er trusselsbilledet mod Danmark ikke ændret efter lørdagens angreb.
- PET følger situationen i London tæt, og er i kontakt med de britiske myndigheder, hedder det søndag middag i en mail fra PET til Ritzau.
- PET vurderer løbende, om hændelser som denne påvirker trusselsbilledet i Danmark. Situationen giver ikke anledning til at ændre på vurderingen af terrortruslen mod Danmark, som fortsat er alvorlig, hedder det videre.
/ritzau/