Frygtløse filmstunts sætter ikke blot gang i hverdagen for Angelina Jolie - det er en helt nødvendigt måde at brænde krudt af på.
"Jeg er nok ret frygtløs, hvad den slags angår. Nok også grænsende til det dumdristige og indimellem det fuldstændig stupide. Brad er ikke vild med det," siger hun til Berlingske Tidende.
Ifølge Angelina Jolie er det dog værd at tage risikoen.
"Jeg er nødt til at bruge min krop, ellers bliver rastløsheden indeni for stor. Jeg har en enorm mængde energi," siger superstjernen.
Det er i hendes nyeste film, 'Salt', hvor Jolie spiller en CIA-agent, at hun har kastet sig ud i en række imponerende stunts.
"Jeg sad i sengen og læste manuskriptet og følte mig meget blød og mor-agtig, og så sagde jeg til Brad: 'Jeg trænger til noget fysisk krævende. Jeg tror, det her er det rette for mig nu.' Men da jeg kom på settet og stadig kunne mærke eftervirkninger af mit kejsersnit fra tvillingerne, var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg kunne gennemføre de stunts," siger hun til Berlingske Tidende.
Skuespillerinden gav den dog fuld skrue med halsbrækkende optagelser, så snart maven var køreklar. Blandt andet hoppede hun ud af biler, lavede flyvehop på motorcykel og sprang ud fra broer.
'Salt' har premiere fredag den 9. september.
Filmen er instrueret af Phillip Noyce, der også instruerede 'The Bone Collector', hvor Angelina spillede hovedrollen.