Sagaen om Nicolas Anelkas overgang fra Bolton til Chelsea har stået på længe, og den vil stadig ingen ende tage.
London-klubben vil meget gerne have fingrene i den målfarlige angriber, men Bolton ved udmærket godt, at der er rigelig med penge i Chelsea-ejer Roman Abramovichs tegnebog. Derfor har klubben foreløbig venligt takket nej til tilbuddene om over 100 millioner kroner for franskmanden, der er Boltons suveræne topscorer med 10 mål i denne sæson.
Det er hovedpersonen ked af, for han vil meget hellere spille Champions League og kæmpe med om Premier League-titlen end forsøge at redde Bolton endnu en sæson i den bedste engelske række.
»Han vil virkelig gerne til Chelsea. Nicolas er rolig. Han håber på, at alt falder på plads i denne uge. Han har ventet i årevis på sådan en mulighed,« siger Anelkas agent, Doug Pingisi, til den franske avis L’Equipe.
Skadet Chelsea-angreb
Det samme håber Chelsea-træner Avram Grant, der meget gerne vil have 28-årige Anelka til sin rådighed til lokalbraget mod Tottenham på mandag.
»Vi mangler tre af vores angribere, så det er vigtigt at få det på plads hurtigt,« lyder det fra Chelsea-træneren, der har Andrej Shevchenko og Didier Drogba på skadeslisten og Salomon Kalou til African Nations Cup.
Den franske landsholdsangriber har tidligere optrådt for europæiske sværvægtere som Arsenal, Real Madrid, Paris Saint-Germain og Liverpool. Og det er på det niveau, han ønsker sig tilbage.
»For Nico er det meget vigtigt at finde en klub, der tillader ham at vise sig frem på det højeste niveau. Og Chelsea er stadig med i alle turneringer, ikke mindst i Champions League,« siger hans agent.
Men skal det ske, må Chelsea formentlig lægge noget nær det dobbelte beløb på bordet.