Sidste års vinder af Tour de France, spanieren Carlos Sastre, forlod før denne sæson Team Saxo Bank.
Dermed mistede holdet en af sine helt store profiler, men det er ikke noget, som bekymrer Andy Schleck forud for dette års Tour de France, hvor brødrene Fränck og Andy Schleck igen er udpeget til at få hovedroller.
"Sidste år var vi tre ryttere, som var beskyttede, og det krævede meget fra de andre. Jeg tror, at det giver flere muligheder, at vi kan få en ekstra stærk hjælper ind - sådan en Jens Voigt-type, der vil arbejde hårdt - så kan vi skabe løbet, og det tror jeg vil styrke vores hold," siger Andy Schleck ifølge TV 2 Sporten.
Andy Schleck har tidligere antydet, at der var problemer med samarbejdet på det danske hold, men det forventer han ikke sker i år.
"Måske ender vi også med, at der kun er én rytter, der skal køres for, og så kan vi måske endnu mere være med til at sætte løbet taktisk i scene," siger den yngste Schleck-bror.