Både Andrew Yang og Michael Bennet opgiver deres forsøg på at blive nomineret som Det Demokratiske Partis udfordrer til præsident Donald Trump ved præsidentvalget senere i år.
Det oplyser de tirsdag aften lokal tid efter Demokraternes primærvalg i New Hampshire, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det endelige resultat kendes endnu ikke, men med omkring hvert femte valgsted talt op i den nordøstlige delstat står Yang kun til at få tre procent af stemmerne.
- I ved, at jeg er en matematikfyr, og det er i aften tydeligt ud fra tallene, at vi kommer ikke til vinde dette ræs, sagde Yang i sin afskedshilsen til tilhængere ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg er ikke en, som vil tage imod donationer og opbakning i et ræs, som vi ikke vinder. Og derfor meddeler jeg i aften, at jeg indstiller min kampagne for at blive præsident.
Den 45-årige Yang, der er forretningsmand uden politisk baggrund, overraskede politiske analytikere ved at kvalificere sig til flere af de tv-debatter, som er gået forud for partiets primærvalg.
Et af hans slagnumre i valgkampen har været, at alle voksne amerikanere skal være garanteret en månedsløn på 1000 dollar. Det svarer til godt 6800 kroner.
Yang fremhævede ofte også, at han er det "modsatte" af Donald Trump ved at beskrive sig som "en asiatisk fyr, der godt kan lide matematik".
Ved det første af Demokraternes primærvalg i Iowa mandag den 3. februar opnåede Yang kun opbakning fra en procent af de delegerede. Det rakte til en sjetteplads blandt de opstillede kandidater.
55-årige Michael Bennet, der er senator for Colorado, har også trukket sig.
De foreløbige resultater fra primærvalget i New Hampshire placerer Bennet på en tiendeplads. Han havde på forhånd sagt, at en placering blandt de fire øverste var nødvendig for at fortsætte.
Demokraternes felt af håbefulde kandidater er nu reduceret til ni personer.
/ritzau/Reuters