Ritzau
Opdateret kl. 08:53
Astronaut Andreas Mogensen modtager fredag H.C. Ørsted Medaljen i sølv for sin fremragende formidling af naturvidenskab.
Det skriver Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU), som uddeler medaljen, i en pressemeddelelse.
- Andreas Mogensen har et helt usædvanligt formidlingstalent, der har gjort det muligt for ham at indfange alle aldersklasser og få dem til at følge de eksperimenter, han har foretaget på sine rumrejser, siger Anja C. Andersen, som er præsident i SNU i pressemeddelelsen.
Med medaljen følger et legat på 20.000 kroner.
Andreas Mogensen er den første dansker, der har været i rummet. Det har han været på to rumrejser i henholdsvis 2015 og fra august 2023 til marts 2024.
I forbindelse med sin rumrejse har han lavet eksperimenter på Den Internationale Rumstation (ISS).
Det handlede blandt andet om at tage billeder af tordenvejr fra rummet.
SNU tildeler fredag også medaljen til Henrik Stiesdal. Han er grundlægger af og teknologidirektør i klimateknologi-virksomheden Stiesdal.
Ifølge pressemeddelelsen fra SNU har Henrik Stiesdal i 2024 fået, hvad der betragtes som ingeniørvidenskabens nobelpris - Dronning Elizabeth prisen.
Selskabet for Naturlærens Udbredelse blev grundlagt af fysiker og kemiker H.C. Ørsted i 1824. Han er især kendt for sin opdagelse af elektromagnetismen.
I dag fungerer selskabet som et forum, hvor forskere kan diskutere den nyeste viden på tværs af faggrænser.
Medaljerne uddeles fredag eftermiddag ved et arrangement på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
/ritzau/