Andreas Christensen skal testes som afløser for Kvist

Chelsea-spilleren skal afprøves som defensiv midtbanespiller i VM-testkampene mod Panama og Chile.
Andreas Christensen får ifølge Åge Hareide muligheden for at vise sig frem på landsholdets defensive midtbane i de forestående testkampe.
Andreas Christensen får ifølge Åge Hareide muligheden for at vise sig frem på landsholdets defensive midtbane i de forestående testkampe. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Når det danske fodboldlandshold tester VM-formen mod Panama og Chile 22. og 27. marts, bliver det periodevist med Andreas Christensen i en anderledes rolle end normalt.

Landstræner Åge Hareide fortæller nemlig, at Chelsea-spilleren i løbet af kampene vil blive afprøvet på den defensive midtbane, hvor der fattes alternativer til rutinerede William Kvist.

- Han kan spille i centerforsvaret, han kan spille back, og han kan spille på den defensive midtbane.

- Vi vil helt sikkert prøve ham af på den defensive midtbane i de to kampe, vi har nu, for vi er nødt til at have flere alternativer end William Kvist til den position, siger Åge Hareide.

Selv om han til daglig gør sig i det centrale forsvar i Chelsea, hæfter Hareide sig ved, at 21-årige Andreas Christensen tidligere i karrieren har ageret anker på midtbanen.

- Han har spillet defensiv midtbanespiller i en periode, da han var yngre.

- I mine første landskampe mod Island og Skotland spillede han i centerforsvaret i en 3-5-2-formation, hvor han fik lov til at søge frem i rummet mellem midtbanen og forsvaret.

- Sådan spillede han også i Gladbach. Hvis vi skal forsvare os, så kan han være en god type at have, så han kan glide ned mellem midtstopperne.

- Offensivt har han modet til at spille ind mellem kæderne. Han er fantastisk god på bolden, siger landstræneren.

Inden Hareide tirsdag udtog truppen til de to kommende VM-testkampe, var Southamptons Pierre-Emile Højbjerg ellers et varmt navn som gardering for William Kvist, da Højbjerg har ramt en periode med fast spilletid.

Han må formentlig vente til efter VM, før han får landsholdscomeback.

- Pierre-Emile Højbjerg har været med før, men vi må bevare tilliden til de spillere, som har kvalificeret os til VM. Pierre-Emile var ikke med i 2017, så de andre får chancen.

- Jeg ved godt, at han spiller for Southampton og gjorde det så sent som i weekenden, men først tager vi dem, som allerede har været med, siger Åge Hareide.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.