Andreas Bjelland gennemlevede et mindre mareridt, da Brentford lørdag mødte Millwall i den næstbedste engelske række.
Den danske landsholdsspiller var årsag til en lynscoring fra hjemmeholdet, da han mistede bolden tæt på eget felt efter under et minut.
Situationen gjorde, at George Saville bragte Millwall foran 1-0 efter 45 sekunder, men hvad værre var, så blev Andreas Bjelland skadet i situationen.
Bjelland faldt til jorden efter sammenstødet med en Millwall-spiller og vred sig i smerte.
Danskeren måtte kort efter humpe fra banen og lade sig udskifte med, hvad der umiddelbart lignede en alvorlig skade.
Efter kampen var det en nedslået Brentford-træner, der kommenterede situationen med Andreas Bjelland.
- Jeg er nedslået på Andreas' vegne, da han har været fremragende i de seneste måneder. Han havde en stram akillessene under opvarmningen.
- Vi talte om det, men han er en erfaren spiller, som kender sin krop, og vi følte, det var okay, at han startede inde i kampen.
- Desværre blev han skadet inden for det første minut, siger træner Dean Smith ifølge Brentfords hjemmeside.
Henrik Dalsgaard spillede hele opgøret for gæsterne, der også havde Emiliano Marcondes med fra start for første gang.
Den tidligere FC Nordsjælland-profil lod sig dog udskifte efter lidt over en time.
Brentford er placeret på 11.-pladsen i rækken med 53 point.
I toppen konsoliderede Cardiff sig på andenpladsen med 73 point, da holdet hjemme slog Birmingham 3-2.
Kenneth Zohore var med i hele opgøret uden at komme på scoringstavlen.
/ritzau/