Danskerne er vant til at se hende i flotte kjoler fredag aften, når TV2 sender "Vild med Dans" i den bedste sendetid.
Men det er slut nu.
Andrea gider nemlig ikke mere. Hun er færdig med at lave danseprogrammer, og hun er færdig med at lave tv. Det skriver Se og Hør.
Ifølge ugebladet vil den 33-årige skønhed i stedet koncentrere sig om sit firma, der gør andre mennesker skønne. Eller i hvert fald forsøger på det.
Andrea Elisabeth Rudolph startede for et par år siden et kosmetikfirma. Men de første par år var hårde, og i 2008 kom firmaet ud med et underskud på 698.759 kr.
Derudover beskyldte Ekstra Bladet tv-værtinden for at forlange overpriser for skønhedsprodukterne: Avisen lavede også en test af Andreas dyre cremer, der afslørede, at kvaliteten ikke var meget højere end i andre cremer på trods af sloganet "Høj kvalitet, eksklusiv og giftfri luksus".
Det så dog ikke ud til at betyde noget, da Andrea mødte op til Danish Beauty Awards. Her var creme-dronningen nomineret med tre produkter, og hun kunne gå derfra med en førsteplads i bagagen.