Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen blev helten, da Toronto Maple Leafs slog San Jose Sharks efter straffeslag i en tæt kamp i verdens bedste ishockeyliga, NHL.
Den ordinære spilletid endte 2-2, efter at Toronto to gange havde smidt en føring undervejs.
På den sidste udligning så den danske målmand uheldig ud, da han gav en unødig ripost til San Joses Chris Tierney, der prikkede pucken i nettet.
For californierne var kun Mikkel Bødker med, selv om både veteranen Jannik Hansen og unge Joachim Blichfeld er i San Joses bruttotrup.
Hansen var som ofte før i denne sæson fravalgt til kampen, mens Blichfeld er til VM med det danske U20-landshold.
Bødker fik kun otte minutter på isen og sluttede kampen uden et skud mod Frederik Andersens mål.
Andersen blev noteret for 33 redninger på 35 skud, før han reddede fire straffeslag og fremtvang en femte misser, da Chris Tierney ramte stolpen.
På seks forsøg blev det til to scoringer for Toronto og en enkelt til San Jose, der dermed måtte se Frederik Andersen stjæle rampelyset og de to point til Toronto.
NHL.com hædrer den danske målmands indsats med at udnævne ham som en af kampens tre stjerner.
San Jose kan dermed kun rejse fra Toronto med et enkelt point. Holdet har 47 point for 38 kampe og ligger godt placeret i Western Conference.
Toronto har 50 point for 42 kampe i toppen af Eastern Conference. Begge hold ligger som det ser ud nu til en plads i slutspillet.
Der skal dog spilles 82 runder i NHL, før den ordinære sæson er færdigspillet og slutspillet går i gang.
/ritzau/