Hvis fodboldspillere modtager penge i forbindelse med de såkaldte sign-on fees, når de skifter mellem to klubber, kan de ikke bare putte pengene i lommen. Der skal betales skat.
Det besluttede Vestre Landsret i hvert fald onsdag i den konkrete sag med den tidligere fodboldlandsholdsspiller Søren Andersen, der i 1999 modtog 3,3 millioner kroner i overgangssum, da han skiftede fra sin engelske klub Bristol City til den danske Superligaklub OB. Pengene blev overført til Søren Andersens private konto, og de penge er altså skattepligtige.
Dommen kan fremover få betydning for alle professionelle fodboldspillere.