Tommy Seebach er en af dansk musikhistories store personligheder, og nu bliver hans liv til spillefilmen "Under stjernerne på himlen".
Rollen som Tommy Seebach skal spilles af multikunstneren Anders Matthesen.
- "Under stjernerne på himlen" er en både barsk og rørende historie om en mand, der indædt kæmper for at forblive på toppen og samtidigt opretholde et familieliv. En presset mand der ender med at miste sig selv i forsøget på at indfri både egne og andres forventninger, siger Anders Matthesen om filmen, der er et portræt af en af dansk popkulturs største stjerner.
Seebach fik i 1979 ved et skæbnetræf mulighed for at deltage ved Dansk Melodi Grand Prix med det store hit ”Disco Tango”, men filmen er samtidig en familiehistorie – et drama om en far, der kom så langt ud i sit misbrug, at han måtte flytte fra sin kone og børn, før han endelig forstod og fik vist dem, hvad de betød.
Familien Seebach i 1993. Kim Rune/Ritzau Scanpix
- Tommy Seebachs konstante higen efter anerkendelse og hans store kærlighed til familien nærmest spændte ben for hinanden. Vi møder Tommy, både når han er mest inspireret og energisk, og når han er i sit livs nedtur, siger filmens instruktør Kasper Gaardsøe, der sætter ord på valget af Anders Matthesen i rollen som Tommy Seebach.
- Opgaven med at portrættere en ikonisk og elsket karakter som Tommy kræver stort mod. En karakter der både indeholder stor smerte og angst blandet med musikalitet og kærlighed til familien. En folkelig entertainer, der i virkeligheden er genert og bare helst gerne vil gemme sig i musikken.
- Med Anders Matthesen fandt jeg Tommy Seebachs ganske særlige energi og følsomhed. Anders’ helt unikke timing og hans musikalitet kombineret med hans store empatiske indføling med Tommy karakteren gør ham til den helt rigtige til rollen, siger Kasper Gaardsøe.
Filmen forventes at få premiere i februar 2025.