Den tidligere engelske landsholdsmålmand Joe Hart fortsætter karrieren hos Burnley i Premier League.
Fodboldklubben meddeler på Twitter, at den har købt Joe Hart i Manchester City på en toårig kontrakt.
31-årige Joe Hart, der har spillet 75 landskampe for England, har de to seneste sæsoner været lejet ud fra Manchester City, fordi han ikke passede ind i manager Josep Guardiolas planer.
Målmanden var i sidste sæson udlejet til West Ham, mens han tilbragte forrige sæson hos Torino i den italienske Serie A.
Joe Hart kom til Manchester City i 2006 og var i en del år klubbens sikre førstevalg, indtil Josep Guardiola blev manager.
Burnleys køb af Joe Hart betyder formentlig, at danske Anders Lindegaard bliver skubbet længere ned i klubbens interne målmandshierarki.
Den 34-årige dansker, der kom til Burnley for snart et år siden, fik først for nylig debut i en Europa League-kamp.
Burnley har i forvejen målmænd som Tom Heaton og Nick Pope, der begge har opnået landskampe for England.
Både Nick Pope og Tom Heaton døjer i øjeblikket med skader.
Burnley åbner Premier League-sæsonen på søndag med en udekamp mod Southampton.
/ritzau/