Anders Fogh Rasmussen er blevet meldt til politiet, fordi han fredag udskænkede alkohol til unge under 18. Det er Kristian Kristiansen fra Odense, der har anmeldt statsministeren. Han kalder sig selv forfatter og samfundsdebattør.
- En meget uheldig optræden. Specielt set i lyset af de gentagne rapporter om danske unges florerende drikke-glæde. En sag, der ikke skal bagatelliseres, skriver forfatteren i en pressemeddelelse.
Udskænkningen skete fredag den 9. november, hvor Anders Fogh var gæst i Slagelse Studenterhus og var bartender i fredagsbaren.
Foghs optræden i baren blev videofilmet af Venstre, og optagelserne blev siden brugt i en valgvideo på både partiets egen hjemmeside og på en lang række danske netmedier. Videoen blev mandag fjernet fra alle hjemmesider og Anders Fogh beklagede dybt, at han havde udskænket alkohol til mindreårige.
Men en dyb beklagelse var ikke nok for Kristian Kristiansen, der har sendt en anmeldelse til hovedpolitistationen i Midt- og Vestsjællands politi i Roskilde. Her kunne man fredag hverken af- eller bekræfte, om man har modtaget en anmeldelse. Men hvis den er nået frem, så vil den i hvert fald blive sendt videre til politistationen i Slagelse, da det var her, at Foghs sprut-fadæse fandt sted.