Anders Fogh Rasmussen var tilsyneladende en meget asketisk og kontrolleret mand. Ikke kun som statsminister men også i sit målrettede privatliv.
Det er i hvert fald, hvad vi er blevet ledt til at tro. Men den myte bliver nu nuanceret i en ny bog om Danmarks tidligere statsminister 'Præsidenten - Foghs Danmark 2001-1009'.
Forfatterne hiver blandt andet fat i en otte år gammel episode, hvor Venstres gruppeledelse drog på cykeltur til Hven, og Anders Fogh ikke nøjedes med en snaps til hvert ben.
"Da selskabet igen kom tilbage til København, skyndte Claus Hjort Frederiksen sig at få fat i en taxa til Fogh, der vaklede af sted, så pressen ikke skulle opdage branderten og dermed ændre ved historien om manden, der altid var i kontrol," skriver de ifølge Ekstra Bladet.
Udover drukturen på Hven nævner forfatterne en aften under 2005-valgkampen, hvor den daværende statsminister skyllede et valgmøde med Socialdemokraternes Mogens Lykketoft ned med fire fuldvoksne fadøl.
Selv har Anders Fogh i et tv-interview hævdet, at han kun har været fuld en gang - og det var tilbage i 1971.