Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, der mandag blev opereret i ryggen, hylder nu de ansatte på Rygcenter Middelfart, hvor han er indlagt.
- Jeg har gennem hele forløbet oplevet en enestående venlighed og omsorg kombineret med stor professionel ekspertise, skriver han i et debatindlæg på folkeskolen.dk.
Bondo roser alle de medarbejdere, han har været i kontakt med fra forundersøgelsen i efteråret, til operationen og opvågningen. Læger, sygeplejersker, portører, sosu-assistent, laborant og sekretærer har alle været fantastiske, skriver han fra hospitalssengen.
- Nu gik operationen helt perfekt, og så er det jo ikke svært at være glad, når man vågner, men sygeplejersken og den sygeplejerskestuderende (du bliver en fantastisk sygeplejerske!), der var på stuen, da jeg vågnede, bidrog i den grad til, at det var svært at undgå en tåre i øjenkrogen af glæde og taknemmelighed, skriver Bondo.
Han er optaget af sundhedspersonalets store engagement, og at de 'kan så meget mere end det rent faglige.' Bondo minder også om daværende uddannelsesminister Søren Pinds (V) ord om, hvor vigtigt det er, at patienter oplever, at de møder et menneske, når står over for det hvidkitlede personale.
- Som Søren Pind udtalte som uddannelsesminister: 'Når den døende kræftpatient bliver mødt af en sygeplejerske, skal patienten møde en sygeplejerske, der kan meget mere end at give den rigtige smertestillende medicin - patienten skal møde et menneske.' Og derfor, argumenterede Søren Pind, skal dannelse være en central del af vores uddannelsessystem. Hvor har han ret, skriver lærerformanden.