Har du inden for de seneste 25 år haft børn eller barnlige sjæle i hjemmet, har du med garanti hørt hans stemme. Anders Bircow er nemlig manden, der sørger for, at Disney-figuren Mickey Mouse kan tale dansk. Og i år har den danske skuespiller altså haft den fornemme opgave i 25 år.
Selv om han og den markante Disney-profil altså kan fejre sølvbryllup sådan rent stemme-teknisk set, bliver det dog uden den store festivitas, skriver Billed-Bladet.
Ugebladet mødte skuespilleren til en legatuddeling tidligere på måneden, hvor han blev hædret med et legat på 25.000 kroner fra Georg Philips Fond. Og her fortalte Anders Bircow, at hans 25-års jubilæum altså bliver overstrålet af hans navnebror, Anders And, der er fyldt 90 år i 2024.
- Jeg har spurgt, om det skal fejres, men det forstyrrede lidt deres fejring af Anders. Men det kan være, at jeg fejrer det selv, siger Anders Bircow til ugebladet, mens han understreger:
- Det var en kæmpe ære at få den (jobbet som Mickey Mouse-stemmen, red) i sin tid, men også at man stadig kan levere.
Anders Bircow har dog haft mulighed for at fejre et andet stort jubilæum i år. Det er nemlig 45 år siden, Linie 3 begyndte, og det blev blandt andet markeret tidligere i år med et portrætprogram af Bircow – og de to andre – på TV2 Charlie.