Men det er altså ikke lykkedes at finde et flertal for indgrebet.
– Regeringen har haft en klar ambition om at sætte en stopper for internationale kapitalfonde og kortsigtede spekulanter på det danske boligmarked. Men jeg må konstatere, at der ikke er opbakning i Folketinget, udtaler boligminister Kaare Dybvad i en pressemeddelelse.
De udenlandske kapitalfonde har været i søgelyset for at investere i danske ejendomme, sætte dem i stand og bagefter skrue lejen så meget i vejret, at nogle af beboerne er nødt til at flytte.
Omstridt paragraf kunne ramme andelsboligejerne
Forhandlingernes helt store stridspunkt har ifølge Transport- og Boligministeriet været, at regeringen ville indføre en karensperiode på syv år, før en udlejer kan hæve huslejen efter reglerne i Boliglovens paragraf 5,2.
Flere har dog frygtet, at indgrebene ville ramme andelsboligejerne heriblandt andelsboligernes organisation, ABF. Men dette afviser ministeren.
– Jeg har hele tiden sagt, at jeg kun ville lave et indgreb, hvis det reelt ville ramme de kortsigtede spekulanter, samtidig med at vi friholder andelsboligerne. Derfor foreslog vi et spekulantstop, fordi det vil ramme de meget kortsigtede spekulanter og ifølge Finanstilsynet ikke vil ramme andelsboligerne. Derfor er jeg selvfølgelig også lidt uforstående over for, at der ikke er opbakning til forslaget, siger han i pressemeddelelsen.
Alligevel – på trods af de gode hensigter – så har flere valuarer allerede meddelt andelboligernes bestyrelser, at de enten skulle nedskrive eller i det mindste fastholde prisen uden prisstigninger (ellers til gavn for andelskronen) pga. den store usikkerhed. Men nu er der atter gydet olie på de oprørte vande.