En andefamilie på kørebanen udløste søndag formiddag en trafikuhelddag i Midt- og Vestsjællands politikreds.
Klokken 10.49 bremsede en 38-årig kvinde hårdt op, da en and og dens ællinger pludselig befandt sig på vejen foran hende. Bilen bagved nåede ikke at reagere i tide og kørte ind i hende bagfra.
I den bageste bil sad et ældre ægtepar fra Nykøbing Sj., som efterfølgende blev kørt til kontrol på sygehuset. Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.