Real Madrids venstre back Marcelo er offentligt blevet kritiseret heftigt af den brasilianske landstræner Carlos Dunga.
Det gider Real Madrid-træner Carlo Ancelotti ikke finde sig i, så italieneren forsvarer Marcelo og langer ud efter Dunga.
- Brasilien spillede ikke et godt VM, men det var efter min mening ikke Marcelos skyld. Brasilianerne var bare ikke gode nok.
- Marcelo er for tiden uden tvivl den bedste back i verden. Vi er glade for, at han ikke udtages til landsholdet, for så kan han være her hos os, siger Ancelotti.
Tidligere i denne uge sagde Dunga følgende om Marcelo, der ikke har været på landsholdet siden sommerens VM-slutrunde i Brasilien:
- Hvor mange gange løb Marcelo med frem ved VM? 20 gange. Hvor mange mål scorede han? Hvor mange mål lagde han op til? Ikke et eneste.
- Og hvor tit udnyttede modstanderen det hul i forsvaret, han efterlod? Tre, fire gange, sagde Dunga til O Globo.
Brasilien nåede frem til semifinalen ved VM og tabte med hele 1-7 til de senere verdensmestre fra Tyskland. I bronzekampen tabte Brasilien 0-3 til Holland.
Derefter var Luiz Felipe Scolari færdig som brasiliansk landstræner, og han blev erstattet af Dunga.
/ritzau/dpa