Når børn med udenlandsk baggrund bliver anbragt udenfor hjemmet, får de ikke undervisning i deres modersmål.
Og så er det endnu sværere for dem at holde kontakten til deres forældre, når de mødes.
Sprogbarrieren giver store frustrationer både for forældre og børn, skriver Politiken.
En rapport udarbejdet af Mette Larsen fra Center for Familiepleje i Københavns Kommune kalder det endda et brud på FNs børnekonvention, at der ikke sikres god kommunikation mellem forældre og børn.
"Hver gang man anbringer et mindre barn med etnisk minoritetsbaggrund, skal man tage stilling til, hvordan barnet vedligeholder eller udvikler modersmålet. Det skal ind i serviceloven. Lige nu står det kun i vejledningsteksten, og det er ikke godt nok," siger Mette Larsen.
Selvom Social- og indenrigsminister Karen Ellemann endnu ikke har set rapporten afviser hun at skrive modersmålsundervisning ind i loven.
"I kommunernes handlingsplaner fremgår det klart, at man skal tage hensyn til barnet. Det skal være op til den enkelte kommune at afgøre, det vil jeg ikke fra centralt hold tage stilling til," siger hun.