23 stærke, topmotiverede danske fodboldspillere tager i dag til Århus for at fortsætte forberedelserne til den tæt på altafgørende EM-kvalifikationskamp mod Spanien på lørdag. Men reelt er kun tre brikker i Morten Olsens puslespil ikke allerede på plads: målmandsposten, angrebspladsen og den offensive midtbane.
»Det er klart, at nogle pladser er mere åbne end andre, og der er nogle pladser, som der er hårdere konkurrence på end andre,« kan der lettere modvilligt vristes ud af landstræneren.
Perez i storform
Forsvaret giver vel sig selv, efter at den sædvanlige højreback, Lars Jacobsen, har meldt fra med en lyskeskade: Thomas Helveg, som har har vikarieret i de seneste to kampe, fortsætter i højresiden, i venstresiden spiller Niclas Jensen, og med Daniel Aggers afbud er centerforsvaret også sikkert: Gravgaard og Laursen.
Højre og ventre fløj sætter Dennis Rommedahl og Jesper Grønkjær sig på, og to af de tre centrale midtbanespillere bliver formentlig Christian Poulsen og Daniel Jensen. Favoritten til at besætte den tredje er Werder Bremen-slideren Leon Andreasen. Men med PSV Eindhoven-kreatøren Kenneth Perez tilbage på landsholdet – i noget af en storform – er der hård kamp om den sidste midtbaneplads, som også Thomas Kahlenberg kandiderer til.
Og det er med garanti den såkaldte midtbanediamant, som giver Morten Olsen hovedpine i disse dage. Skal den bestå af to defensive folk og en offensiv, eller skal den vendes på hovedet, så kun Christian Poulsen skal rydde op, mens to andre kan tænke fremad banen?
Kamp mellem stængerne
Vælger Olsen den sidste mulighed, kan der blive plads til både Daniel Jensen og Kenneth Perez – hvis Jon Dahl Tomasson samtidig rykkes frem på pladsen som den enlige centrale angriber i landstrænerens 4-3-3-system. Og selvom unge Bendtner har været skarp og vist god indstilling til træningen, ender han nok på bænken sammen med Morten Nordstrand, lige meget hvordan Morten Olsen vender og drejer sin diamant. I den mere forsigtige udgave med to defensive midtbanemænd (Poulsen og Andreasen, formentlig), må Daniel Jensen og Kenneth Perez slås om den offensive plads, og den kamp kunne godt ende med, at PSV-spilleren må nøjes med en jokerrolle på bænken.
Sidste spørgsmålstegn er duellen mellem Thomas Sørensen og Jesper Christiansen. Her er Sørensen favorit, selv om han er sat i skammekrogen i Aston Villa.
Spørgsmålstegnene er få, men mulighederne er mange, to dage før Danmarks EM-skæbne er på højkant.