Det var ænderne, der løb med sejren, da Anaheim Ducks og Nashville Predators stødte sammen i det fjerde opgør i semifinalerne i verdens bedste ishockeyliga, NHL.
Udeholdet Anaheim vandt kampen 3-2 efter forlænget spilletid.
Det var en nærmest livsvigtig sejr for holdet, der kunne være kommet bagud 3-1 i opgør i serien, hvor der spilles bedst af syv.
I stedet står der nu 2-2 før femte kamp, der bliver spillet på Anaheims hjemmebane i Californien. Det opgør finder sted lørdag.
Nate Thompson scorede det gyldne mål for Anaheim efter ti minutters forlænget spilletid.
Inden da havde Nashville indhentet Anaheims 2-0-føring, som blev udlignet med 35 sekunder tilbage på uret i Bridgestone Arena.
Sidste sæson vogtede danske Frederik Andersen målet for Anaheim.
Dengang faldt holdet til netop Nashville Predators, der slog californierne i den syvende kamp i slutspillets første runde.
Der er ingen danskere tilbage i årets udgave af NHL-slutspillet.
Pittsburgh Penguins eliminerede i kvartfinalerne Washington Capitals, der har danske Lars Eller på holdkortet. Han var den sidste dansker, der måtte forlade slutspillet.
Pittsburgh, der er forsvarende mester, møder i den anden semifinale Ottawa Senators. Her fører Senators 2-1 i opgør. Fjerde opgør spilles fredag aften lokal tid.
/ritzau/