I et frontalangreb beskylder direktøren for Uddannelsescenter Fyn ledige 3F'ere for ikke at ville tage ufaglærte job og drive den af på dagpenge. Det skriver Fagbladet 3F.
Imens direktør Asmus Brigsted ifølge ham selv holder ferie i Sydfrankrig, fælder han dom over arbejdsløse 3F'ere på sin private AMU-skoles hjemmeside:
- 3F's medlemmer slapper af på statsbetalte dagpenge, mens indvandrere sørger for, at Danmark fungerer, skriver direktøren og fortsætter:
- Det koster samfundet millioner af kroner, at der findes job inden for rengøring, hotel og restauration, landbrug og gartneri, som medlemmerne af Danmarks stærkeste fagforening ikke er villige til at påtage sig.
Uddannelsescenter Fyn har det seneste halvandet års tid fået 7,6 millioner kroner i statstilskud til AMU-kurser for udlændinge. Blot et fåtal af kursisterne har efterfølgende fået de job, de var stillet i udsigt hos blandt andre rengøringsgiganten Forenede Service, feriecenteret Lalandia eller servicevirksomheden Gastro Service.
Hos 3F understreger forbundssekretær Per Christensen, at AMU-kurser er beregnet for både danskere og udlændinge så længe, der er tale om kurser i forbindelse med et eksisterende arbejde og en reel ansættelse.
- Det er ærgerligt, at direktøren for Uddannelsescenter Fyn nedgør 3F-medlemmer og 3F's a-kasse i et forsøg på at forsvare misbrug af AMU-midler og tilsidesættelse af sin tilsynspligt, siger forbundssekretær Per Christensen til Fagbladet 3F.