Amter føler sig bundet på hænder og fødder

Bent Hansen fra Amtsrådsforeningen kalder Lars Løkke Rasmussens nye, centrale kræftenhed for »ekstra bureaukrati«.

»Vi har været holdt i en økonomisk skruestik. Hver gang vi har råbt højt om flere nødvendige penge til kapacitetsudvidelse på kræftområdet, har vi aldrig mødt forståelse fra statslig side. Før nu.«

Udmeldingen kommer fra formanden for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg, Bent Hansen (S), ovenpå sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens (V) udmelding om, at han vil nedsætte en statsligt enhed, der skal have styr på kræftområdet, da amterne har administreret det alt for dårligt indtil nu.

Bent Hansen vil ikke forholde sig til, at ministeren nu vil opbygge denne nye enhed, der skal sikre et nationalt overblik over kræftindsatsen.

»Mit fokus er at sikre, at kræftpatienter kommer til på kræftafdelingerne. Om ministeren så vil opbygge et ekstra nyt kontrol- og afrapporteringssystem er ok. Det må han selv om, hvis han ønsker ekstra bureaukrati. Bare det ikke tager af vores penge,« siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.