Politibetjente måtte springe for livet, da en 20-årig mand fra Fredericia nytårsmorgen gik amok med en rendegraver, skriver TV Midtvest.
Den 20-årige dukkede ved seks-tiden op på en adresse på Kisumvej ved Rønbjerg lidt uden for Skive. Beboerne kendte ikke den unge mand og afviste ham.
Afvisningen kvitterede den unge mand med ved at stjæle en rendegraver i en lade.
- Da de afviste ham i døren, gik han ud i en lade og stjal en rendegraver, som han kørte rundt i og raserede haven i et massivt hærværk, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkjær til TV Midtvest.
Den 20-årige brugte også rendegraveren til i flere omgange, at køre ind i en patruljevogn.
- Betjentene nåede lige akkurat at springe ud af patruljevognen, inden han kørte ind i den tre gange. Patruljevognen var så skadet, at den ikke kunne køre derfra, fortæller vagtchefen til tv-stationen.
Den 20-årige kørte efterfølgende fast med rendegraveren og blev anholdt.
Han sigtes blandt andet for vold mod tjenestemand og for hærværk.