Det er en gammelkendt sandhed, at vi alle indgår i netværk. Det gælder os som individer, det gælder de virksomheder, vi arbejder i, det gælder det internationale politiske samarbejde, og det gælder sågar mikroorganismerne i vores tarmsystem. Fra toppen af FN og til dårlig mave er verden bundet sammen i netværk.
Netværkene er i sagens natur forskellige: I nogle netværk udveksler man energi, i andre information, nogle steder penge og i de seksuelle netværk, nå, ja ...
Det interessante er strukturen i netværkene. Indtil for små 20 år siden troede man, at alverdens netværk var dét, man kalder »tilfældige netværk«. I et tilfældigt netværk har alle aktører i gennemsnit lige mange forbindelser, og det har de, fordi de kobler sig tilfældigt sammen med de øvrige aktører.
De populære vinder
Men som vi alle ved – om ikke andet så fra vores seksuelle erfaringer – så er det ikke tilfældigt, hvem vi kobler os sammen med. Vi har præferencer! Vi vil nemlig alle sammen helst være sammen med dem, der er populære i forvejen.
Disse præferencer har konsekvenser! De betyder nemlig, at ikke alle i netværkene har lige mange forbindelser. Tværtimod er der et lille fåtal af knudepunkter, som har vildt mange forbindelser, mens det absolutte flertal kun har få forbindelser. På nettet ser man det blandt andet ved, at de store søgemaskiner er knudepunkter med eksorbitant mange forbindelser, mens andre websites måske har en håndfuld links. Score-Kaj har altså væltet sig i lamselår, mens utallige mænd ikke har fået noget i årevis. (Dét vidste du med garanti i forvejen, men nu er det altså matematisk bevist).
Få ram på de store fisk
Der er al mulig grund til at tro, at tidens terrornetværk er skalafri: Et lille antal personer er knudepunkter, og det store flertal af potentielle terrorister går og drømmer om at være så well connectede som overhovedet muligt, men er i realiteten kun små fisk.
Vil man ødelægge et skalafrit netværk, gælder det om at ramme de få med de mange forbindelser. Hvis to eller tre af de store søgemaskiner blev hacket, ville internettet hurtigt være ubrugeligt. Det samme gælder al-Qaeda. Det er vigtigt, at vi beskytter os mod den konkrete terrortrussel i vores eget samfund, men selve fænomenet forsvinder ikke, før knudepunkterne er elimineret.