Mindst 304 personer blev ifølge Amnesty International dræbt under de store demonstrationer i Iran i november.
Det oplyser organisationen i en rapport mandag. Det er tredje gang, at Amnesty kommer med nye og højere tal for antallet af dræbte i Iran under urolighederne.
Protesterne brød ud den 15. november, efter at regeringen i Teheran havde varslet store prisstigninger på benzin.
Det udviklede sig i en række byer landet over til sammenstød med politiet. Benzinstationer og politistationer blev brændt ned, og der var plyndringer i butikker, inden myndighederne fik situationen under kontrol nogle dage senere.
Ifølge den nye rapport fra Amnesty forsøger myndighederne at afskrække folk fra at tale højt om det, de har set under de voldsomme begivenheder.
- Rystende udsagn fra øjenvidner tyder på, at næsten lige efter at iranske myndigheder massakrerede hundreder af dem, som deltog i de landsdækkende protester, fortsatte myndighederne med at slå hårdt ned på folk, siger Philip Luther fra Amnesty.
Han opfordrer det internationale samfund til at gribe ind over for Iran.
I slutningen af november hyldede Irans åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, befolkningen for at have forpurret et "meget farligt plot".
I et tweet beskyldte han desuden USA og Israel for at stå bag urolighederne.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa