Et ammoniakudslip ved Vojens skøjtehal fik tirsdag eftermiddag politiet til at råde byens beboere til at holde sig inden døre. Også togtrafikken blev indstillet på grund af udslippet.
Skøjtehallen bruger kemikaliet til at afkøle banerne. Men et teknisk uheld gjorde, at 80 kilo sivede ud af beholderen - der indeholder et ton ammoniak - og lagde sig som en let tåge i området.
Det lykkedes dog hurtigt at få situationen under kontrol. Klokken 14.55 vurderede politiet at ammoniak-skyen var opløst i luften, hvorfor alarmen blev afblæst.