Simon Emil Ammitzbøll kalder sagsforløbet, hvor han har forsøgt at få godkendt navnet Borgerligt Centrum, for "kafkask."
Partistifteren har endnu ikke haft held til at få godkendt navnet på sit parti af Valgnævnet, som hører under Velfærdsministeriet og retter nu en skarp kritik.
"Jeg synes, der har været en meget skæv form for sagsbehandling. Over for os har man overholdt de normale, formelle krav, men over for enhver anden, der har haft lyst til at klage over os, har man givet utroligt vide muligheder for at komme med indsigelser. Der er ikke lighed for loven," siger Ammitzbøll ifølge berlingske.dk.
Processen med at få indsamlet de krævede 20.000 underskrifter, der skal til for at stille op til Folketinget, er blevet forsinket af, at navnet ikke er godkendt.
Simon Emil Ammitzbøll præsenterede sit nye parti 8. januar.