Politikeren Simon Emil Ammitzbøll og partistyrelsen i Borgerligt Centrum er langt fra på bølgelængde.
Det ses nu tydeligt, efter partistyrelsen har meldt partiets stifter og tidligere formand Simon Emil Ammitzbøll til politiet.
Anklagen lyder på hærværk og underslæb.
Partistyrelsen mener, at Ammitzbøll løb med partikassen og medlemslisterne, da han i juni meldte sig ud af partiet. Og det har fået de tilbageværende i partiet til at anmelde ham til politiet for underslæb og hærværk.
Otte personer i partistyrelsen i Borgerligt Centrum mener nemlig, at der er tale om hærværk, hvis Ammitzbøll har destrueret de indsamlede underskrifter og medlemslister, som han tidligere har sagt, at han ville gøre.
Derudover mener de, at der er tale om underslæb, når en tidligere partileder tager partiets penge med sig, når han går.
Jeppe Søe fra partistyrelsen siger til DR, at partiet derfor har sendt et brev til Ammitzbølls advokat, hvor de gør opmærksom på, at sagen nu bliver overgivet til politiet.