Dollarens dage er talte. I fremtiden vil USA's elskede mønt bukke under, og Nordamerika får en samlet valuta med navnet Amero.
Sådan lyder profetien fra bl.a. radioværten Hal Turner, der fast overbevist om, at USA's økonomiske situation er så ringe, at dollaren er under afvikling.
Møntfoden Amero - en sammenslutning af mexicansk, amerikansk og canadisk valuta - bliver således Nordamerikas nye våben i kampen mod Europas magtfulde euro.
Men en tur på nettet kan som bekendt byde på mange sære indfald. Og teorien er en klassisk konspirationsteori, fortæller lektor på Institut for Amerikanske Studier.
"Sådan nogle teorier hænger sammen med en frygt hos nogle amerikanere for at miste suverænitet over deres land. Det er en frygt, der har plaget højrefløjen i mindst 100 år," siger Edward Ashbee, der underviser i amerikansk politik på Copenhagen Business School (CBS).
Tilhængerne af teorien om Amero, mener det er den eneste logiske udgang på den kæmpe gæld, den amerikanske stat har opbygget de seneste år.
Men heller ikke den forklaring køber Edward Ashbee. I stedet tror han, folks frygt for globalisering er skyld i spekulationerne.
"Verdens økonomier rykker tættere sammen, og USA's afhængighed af især Kina puster til teorier som eksempel den her om amero. Men det er langt ude" slår Ashbee fast.