Da amerikaneren Tim Smyczek tabte 5-7 til spanieren Marcel Granollers i femte og afgørende sæt i US Open natten til mandag, var han med til at sætte en skidt rekord.
Tim Smyczek var nemlig den sidste overlevende amerikaner i herresingle, og nu er det første gang i US Opens historie, at USA ikke har en eneste spiller repræsenteret i fjerde runde i herresingle.
- Jeg ville virkelig gerne havde vundet for jer. Jeg manglede bare lige det sidste, var Smyczeks reaktion til fansene i Flushing Meadows.
Nu er det nok ikke alene Tim Smyczek, fansene skal bebrejde den manglende succes. Som nummer 109 i verden, er han kun med i US Open på et wildcard, og han kæmpede godt i sit nederlag på 4-6, 6-4, 6-0, 3-6 og 5-7.
Den kedelige rekord i US Open er kun en af flere denne sommer. For første gang siden 1912 nåede ingen amerikanere til tredje runde i Wimbledon.
Og på et tidspunkt i sidste måned så tennisverdenen for første gang nogensinde en verdensrangliste uden en amerikaner i top-20.
Verdensranglisten opdateres hver uge, og lige nu er John Isner imidlertid tilbage i top-20. Han er nummer 17. USA har i øvrigt kun to spillere i top-40 og seks i top-100.
/ritzau/