Soldater fra alle dele af det amerikanske militær har delt nøgenbilleder af kvindelige kolleger online. Det skriver BBC.
I sidste uge kom det frem, at tidligere og nuværende soldater fra flåden havde delt nøgenbilleder online.
Men nu viser det sig, at det ikke kun er marinesoldater, der har delt hundredvis af fotografier.
Det foregår ifølge BBC ved, at mandlige militærfolk lægger billeder ud på Anon-IB, der hoster billeder anonymt. Herefter deler de dem med andre via et forum.
Ofte lægger mændene et billede af en kvindelig kollega med tøj på ud på siden. Og så efterlyser de nøgenbilleder af hende.
Hvis andre medlemmer af gruppen har billeder, kaldes det et "win" eller "sejr" på dansk.
Nogle af de fotografier, der bliver delt, formodes at være taget i al hemmelighed. Andre er formentlig taget med kvindernes accept, men lagt op imod deres vilje.
Det amerikanske forsvarsministerium har sagt til BBC, at soldaternes adfærd ikke stemmer overens med dets værdier.
Ministeriet har udsendt retningslinjer på området for at forhindre sexchikane og "drillerier", oplyser talsperson Myles Caggins til det britiske medie.
Da det kom frem, at marinesoldaterne havde en gruppe med 30.000 medlemmer, blev den lukket på Facebook. Og NCIS, der er den amerikanske flådes efterforskningsmyndighed, har iværksat en efterforskning af sagen.
Gruppen er en "skændsel", mener flådens øverstkommanderende.
- Når jeg hører påstande om, at flådesoldater nedgør deres kolleger, mener jeg ikke, at den form for opførsel er noget, som ægte krigere og soldater udviser, sagde general Robert Neller tidligere på ugen til BBC.
Ifølge BBC er det fortsat muligt at komme ind på Anon-IB.
/ritzau/