To søfolk fra den amerikanske flåde er blevet meldt savnet ud for Somalias kyst.
Det oplyser USA's militær ifølge nyhedsbureauet AFP.
Søfolkene udførte operationer ud for kysten, da de blev meldt savnet torsdag aften lokal tid.
- Eftersøgnings- og redningsaktioner er i øjeblikket i gang for at lokalisere de to søfolk, oplyser den amerikanske militære centralkommando, Centcom, i en udtalelse.
Af operationelle hensyn vil der ikke blive frigivet yderligere oplysninger, før aktionen er afsluttet, lyder det videre.
De savnede er udsendt til USA's femte flådes operationsområde for at understøtte en bred vifte af missioner.
Operationsområdet dækker omkring 6,5 millioner kvadratkilometer hav og omfatter Den Persiske Golf, Omanbugten og dele af Det Indiske Ocean.
Amerikanske styrker har længe opereret i Somalia i koordination med landets regering for at støtte kampen mod den militante bevægelse al-Shabaab.
Bevægelsen kontrollerer store dele af Somalia og har forbindelser til det militante netværk al-Qaeda.
Dens mål er i korte træk at vælte landets regering, smide udenlandske soldater ud af landet og indføre et islamisk styre.
Der er ingen meldinger om, at bevægelsen spiller en rolle i søfolkenes forsvinden.
/ritzau/AFP