Organisationen af amerikanske lande (OAS) har indkaldt til et møde for at drøfte striden om Wikileaks-stifteren Julian Assanges videre skæbne. Torsdag gav Ecuador politisk asyl til Assange, som har søgt tilflugt i landets ambassade i London.
De britiske myndigheder har gjort det klart, at de ikke vil tillade, at Assange forlader landet. Han skal derimod, i henhold til en afgørelse i den britiske højesteret, udleveres til Sverige, hvor han mistænkes for seksuelle overgreb på to kvinder.
Det er Ecuador, der har foreslået at sammenkalde udenrigsministrene fra OAS. 23 lande støtter forslaget, mens USA, Canada samt Trinidad og Tobago stemte imod.
Mødet vil blive holdt i organisationens hovedkvarter i Washington den 24. august til trods for modstanden fra værtslandet USA.
- Det vil ikke gøre hverken fra eller til og mødet vil skade organisationens omdømme som institution, siger den amerikanske udsending for OAS, Carmen Lomellin.
Ecuador bestræber sig på at få regional opbakning til beslutningen om at give Assange asyl, som har kastet landet ud i en diplomatisk strid med Storbritannien og Sverige.
I 1954 besluttede OAS, at personer som forfølges af politiske årsager, kan tildeles asyl. USA mener, at organisationen skulle blande sig udenom.
- Vi mener, at det er et bilateralt spørgsmål mellem Ecuador og Storbritannien. OAS har ikke nogen rolle at spille i denne sag, hedder det i en udtalelse fra udenrigsministeriet.
Ecuardor har også sammenkaldt landene i Den Sydamerikanske Union (UNASUR) til en drøftelse om Julian Assange-sagen. Mødet finder sted på søndag.
/ritzau/AFP