USA har sat konkursskiltet i vinduet.
Fra sit kontor i Nordsjælland sælger en dansk ejendomsmægler amerikanske luksusvillaer til discountpris for amerikanere i solskinsstaten Florida, der er ved at gå for hus og hjem.
»Amerikanere er jo ramt af et ordentligt gok i nødden af en økonomisk krise, der gør, at danskere kan købe villaer i Florida til virkeligt lave prise og ofte billigere end i Tyrkiet. Og de lave dollarkurser slår endnu et hak af priserne. Jeg bliver kimet ned af mange interesserede danskere, og sender i næste uge to par over for at se på villaer i Florida,« siger ejendomsmægler Thomas Kragelund fra det danske kontor af florida-ejendomsmægleren Carla Bonten Realty. Firmaet sælger allerede USA-villaer i bundtevis til tyskere.
For 1,4 millioner kroner eller 299.000 dollar kan du eksempelvis få en villa ved den kendte amerikanske badeby Fort Myers med tre soveværelser, to badeværelser, to garager og adgang til golf- og tennisbane. Andre villaer sælges for under 500.000 danske kroner.
Thomas Kragelund forsøger især at nå danske pensionister. Florida har nemlig en skatteprocent for pensionister på nul, hvilket i forvejen gør, at staten bliver kaldt USA's alderdomshjem,
»Og så kan skatten jo ikke blive lavere. Mange af boligerne kommer fra pressede amerikanere, der skal af med boligen, inden den ryger på tvangsauktion,« siger Thomas Kragelund.