Den amerikanske basketballstjerne LeBron James bliver den mandlige fanebærer for USA ved OL's åbningsceremoni fredag.
Det har den amerikanske olympiske komité (USOPC) annonceret mandag.
39-årige LeBron James er blevet valgt som fanebærer ved OL i Paris af sine amerikanske kolleger.
- Det er en utrolig ære at repræsentere USA på denne globale scene - især i et øjeblik, der kan bringe hele verden sammen, siger LeBron James i en pressemeddelelse fra USOPC.
I alt deltager 592 atleter fra USA ved OL, hvoraf over 350 af dem ventes at deltage i åbningsceremonien.
USA's kvindelige fanebærer til åbningsceremonien offentliggøres tirsdag.
OL i Paris bliver LeBron James fjerde olympiske lege. Han var også en del af USA's basketballlandshold ved OL i 2004, 2008 og 2012.
USA's herrer har vundet de seneste fire OL i basketball og er også storfavorit i Paris, hvor LeBron James får selskab af stjerner som Kevin Durant, Stephen Curry og Joel Embiid.
LeBron James, der spiller for Los Angeles Lakers, er den mest scorende spiller i NBA-historien. Tidligere i år rundede han 40.000 grundspilspoint.
I løbet af sin mere end 20 år lange NBA-karriere har LeBron James været med til at vinde fire NBA-titler.
I næste sæson bliver han holdkammerat med sin 19-årige søn, Bronny James, i Los Angeles Lakers. Bronny James blev draftet af klubben i juni og efterfølgende underskrev LeBron James en ny kontrakt.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP