Det amerikanske aktiemarked er mandag åbnet i rødt, efter at USA's præsident har indført nye toldsatser på varer fra flere lande.
Nasdaq-indekset, som tæller over 3000 aktier, der handles i New York, faldt med 2,1 procent efter børsåbning.
Det er blandt andet techgiganter som Microsoft, Apple og Amazon, der er en del af indekset.
Også andre store indeks gik i rødt med det samme. Dow Jones faldt med 0,6 procent, mens S&P 500 oplevede et fald på 1,2 procent.
Reaktionen fra investorerne kommer, efter at præsident Donald Trump i weekenden underskrev et dekret, der indfører told på 25 procent på varer, der kommer ind i USA fra nabolandene Canada og Mexico.
Samtidig lægges der ti procent told på varer fra Kina.
Mandag har Trump meldt ud, at han i en samtale med Mexicos præsident har aftalt at sætte den nye told på pause i en måned. De to lande skal nu forhandle og se, om de kan nå frem til en aftale, skriver han på sit sociale medie, Truth Social.
Det står ikke klart, om Trump også er åben over for at sætte toldsatserne på canadiske og kinesiske varer på pause.
Præsidentens strategi med told på import har skabt bekymring hos investorer, skriver nyhedsbureauet Reuters. De frygter en regulær handelskrig.
Ifølge analytikere er der risiko for, at de højere toldsatser vil føre til øget inflation i USA.
En af de hårdest ramte brancher mandag er bilindustrien. Blandt andet Tesla, Ford, General Motors og Aptiv, som leverer bilkomponenter, oplevede kursfald efter børsåbning.
Efter meldingen om aftalen med Mexico genvandt aktierne dog noget af det tabte.
Også aktier i bryggerier og techbranchen faldt i værdi.
Uden for USA har Trumps politik også kunne mærkes. Det danske C25-indeks er mandag faldet med 1,7 procent. Samtidig har det været en skidt dag på aktiemarkederne i blandt andet Tyskland og Storbritannien.
/ritzau/Reuters