Den amerikanske YouTuber Adam the Woo er død i en alder af 51 år.
Det skriver det amerikanske kendismedie TMZ.
Adam the Woo, hvis borgerlige navn var David Adam Williams, blev fundet død i sit hjem i Florida mandag. Myndighederne rykkede ud efter en henvendelse fra en af YouTuberens venner, som ikke kunne komme i kontakt med ham.
Da redningsmandskabet fik adgang til huset, blev han erklæret død på stedet.
Årsagen til dødsfaldet er endnu ikke offentliggjort, og der nu er igangsat en retsmedicinsk undersøgelse.
Adam the Woo var gennem mere end et årti en markant skikkelse på YouTube, hvor han opbyggede en stor og trofast følgerskare. På sin kanal “The Daily Woo” delte han videoer om rejser, forlystelsesparker, popkultur og særlige steder rundt om i USA.
Han blev især kendt for sit mål om at besøge alle 50 amerikanske delstater, hvilket han dokumenterede gennem daglige videoer over flere år.
Hans sidste video blev offentliggjort kort tid før hans død. Videoen herunder er lagt op for tre dage siden:
Nyheden har udløst mange reaktioner blandt fans og kolleger, der mindes ham som en imødekommende og passioneret formidler.