USA's særlige udsending i Afghanistan er på en mission for at presse Taliban-forhandlere i Doha og embedsfolk i Indien og Pakistan.
Det sker for at reducere vold, fremskynde fredsforhandlinger og samarbejde om den igangværende coronaviruspandemi.
Sådan lyder det i en erklæring fra det amerikanske udenrigsministerium onsdag.
Udsendingen Zalmay Khalilzads mission sker som følge af en bekymring over et stigende antal Taliban-angreb under virusudbruddet, der potentielt kan stå i vejen for at stoppe bestræbelserne på at afslutte årtiers strid i Afghanistan.
Det fremgår ikke af erklæringen, hvordan Khalilzads tidsplan ser ud, men hans tur blev indledt tirsdag.
Det er den anden tur, han har taget siden 12. april midt i pandemien.
Målet er at redde aftalen fra 29. februar, som han og Talibans næstkommanderende, Mullah Abdul Ghani Baradar, underskrev om en gradvis tilbagetrækning af amerikanske tropper fra USA's længste krig.
En vellykket tilbagetrækning kan hjælpe den amerikanske præsident, Donald Trump, når han søger genvalg i november.
Udenrigsministeriet melder, at Khalilzad vil presse Taliban-embedsmænd "for at fuldføre" aftalen fra slutningen af februar.
I aftalen lyder det, at Afghanistans regering skal løslade 5000 Taliban-fanger, mens Taliban skal løslade 1000 fanger fra de afghanske sikkerhedsstyrker.
Der har siden da været uenighed om, hvordan byttet i praksis skulle foregå.
Byttet skulle efter planen have fundet sted 10. marts. Det ville have banet vej, for at Taliban og regeringen kunne begynde egentlige fredsforhandlinger.
USA og andre udenlandske styrker - herunder danske - gik ind i Afghanistan i kølvandet på angrebet 11. september 2001 i USA.
Taliban-bevægelsen holdt dengang hånden over Osama bin Laden, der stod i spidsen for den militante gruppe al-Qaeda.
Gruppen stod bag angrebene 11. september 2001.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters