Den amerikanske tennislegende André Agassi, der tidligere har været træner for den nuværende verdensetter, Novak Djokovic, skal hjælpe bulgareren Grigor Dimitrov tilbage på sporet på herrernes APT-tour.
Agassi har hjulpet Dimitrov som en del af trænerteamet siden Paris Masters i november og vil også være til stede, når Dimitrov i januar jagter succes ved årets første grand slam-turnering, Australian Open.
Det skriver tennis.com.
Dimitrov fik som ung tilnavnet mini-Roger Federer for sin elegante og teknisk velfunderede spillestil, men han har ikke altid formået at leve op til de store forventninger.
Dimitrov havde et fremragende 2017, hvor han vandt sæsonfinalen og sluttede som nummer tre i verden, men 2018 har været en slem skuffelse. Således vandt han ikke en turnering hele året og sluttede som verdens nummer 19.
Nu skal Agassi hjælpe med at gøre 2019 til en succes.
- André har været fantastisk - en stor støtte. Det har været en stor hjælp at tilbringe nogle uger sammen, siger Dimitrov.
- Vi har ikke besluttet, hvor mange uger han skal være med. Vi tager det hen ad vejen og ser, hvad der fungerer bedst for ham og holdet.
Agassi blev træner for Djokovic i maj 2017, og samarbejdet varede knap et år. Amerikaneren vandt otte grand slam-titler fra 1992 til 2003. Blandt andet Australian Open fire gange.
/ritzau/