Shawn Hornbecks forældre opgav aldrig håbet om at få deres lille dreng tilbage. Sidst de så ham var på en solrig søndag i oktober 2002, hvor han satte sig på sin cykel for at tage hjem til en ven. Pludseligt var han væk, og på trods af intense eftersøgninger, plakater og en hjemmeside, der efterlyste selv de mindste oplysninger om ham, hørte Shawn Hornbecks familie ikke fra ham. Indtil i fredags.
Dér blev den 41-årige Michael Devlin anholdt i sit hjem ved byen St. Louis. Politiet havde fået øje på hans hvide varevogn, som passede til beskrivelsen af en, der var blevet set tæt på det sted, hvor den 13-årige Ben Ownby var blevet kidnappet få dage forinden. Men da politiet nåede frem til lejligheden, var Ben Ownby ikke den eneste unge dreng til stede. En 15-årig dreng trådte frem og sagde:
»Jeg er Shawn Hornbeck«.
Ben Ownby er nu blevet forenet med sine familie, mens Shawn Hornbecks forældre er på vej til Franklin County, hvor drengene befinder sig. Michael Devlin er i første omgang blevet sigtet for kidnapning af drengene, men anklagemyndigheden siger, at der kan komme flere anklagepunkter, når sagen er blevet undersøgt nærmere.