Det er aldrig lykkedes en kvindelig gymnast at vinde fem guldmedaljer ved det samme OL, men det vil amerikanske Simone Biles lave om på ved legene i Rio.
Og den 19-årige amerikaner er godt i gang med sin mission. Søndag vandt hun guld i spring over hest, og det var Biles' tredje guld.
Texaneren har allerede vundet guld i allrounddisciplinen og i holdkonkurrencen med USA.
Den sovjetiske gymnast Larissa Latynina (1956), tjekken Vera Caslavska (1968) og rumænske Ecaterina Szabo (1984) er alle noteret for fire gange guld ved det samme OL.
/ritzau/