Seks personer er blevet dræbt og mindst to andre såret i forskellige skyderier i den amerikanske by Baltimore mandag og natten til tirsdag.
Byens politichef Kevin Davis er ifølge avisen The Baltimore Sun så "pissed off" af voldsbølgen, at han i foreløbigt i en uge vil sende flere betjente og patruljer ud på gaderne.
Desuden skal alle betjente og efterforskere med omgående virkning arbejde i 12 timers skift mod normalt ti timer.
- Vi er lige så vrede, frustrerede og irriterede som alle andre, siger Kevin Davis til avisen.
- Vi har ansvaret for borgernes sikkerhed i Baltimore, og vi vil fortsætte med at arbejde for fuld kraft, indtil vi får et bedre og mere sikkert sted. Og det kan du stole på, tilføjer han.
De seneste seks drab fandt sted i tidsrummet fra klokken cirka otte mandag aften lokal tid til knap fire timer efter midnat. En af de to sårede personer er i livsfare.
Baltimore har i år været ramt af en voldsbølge, som sjældent før. Hidtil i 2017 har der været 159 drab i byen, der med godt 600.000 indbyggere er den største i delstaten Maryland på den amerikanske østkyst.
/ritzau/