I april 2006 slæbte en gruppe amerikanske soldater den handikappede iraker Hashim Ibrahim Awad ud af hans hjem i landsbyen Hamdaniya og slog ham ihjel. For at dække over forbrydelsen placerede de et gevær ved siden af liget. Nu har den femte af de otte soldater erklæret sig skyldig i sagen.
Robert Pennington blev lørdag idømt otte års fængsel for at have medvirket til mordet, men ikke for at have begået det. Mordanklagen blev droppet, da han vidnede mod tre af sine tidligere kolleger. I stedet blev han dømt for bortførelse og medvirken til at dække over sagen.
»Jeg kan helt ærligt sige, at jeg er ked af, at jeg gjorde det, jeg gjorde,« sagde Pennington ifølge BBC ved domsafsigelsen.