Den tidligere senator og skuespiller, Fred Thompson, meldte sig natten til torsdag amerikansk tid som republikansk præsidentkandidat i USA. Det skriver Reuters.
Den 65-årige Thompson har spillet amerikansk præsident i tre film, og tror på, at han også vil være god til tjansen i den virkelige verden.
Fred Thompson gjorde sit kandidatur officielt i talkshowet The Tonight Show with Jay Leno . Han afviser, at han er for sent ude til at have en reel chance for at blive valgt - fordi folk i følge Thompson næppe vil sige:
- Han kunne blive en rigtig god præsident, men han stillede ikke op tidligt nok.
Straks efter meddelelsen fik Thompson røg af sine republikanske rivaler.
- Du ved, jeg har kun et spørgsmål til senator Thompson: Hvorfor har du så travlt? Hvorfor tager du ikke en lidt længere ferie?, sagde den tidligere guvernør i Massachusetts Mitt Romney, ifølge Reuters.
Amerikanerne skal vælge ny præsident i november 2008.
Fred Thompson hører til højrefløjen i det republikanske parti. Han understregede torsdag, at han ikke vil acceptere, at regeringen skal ekspandere yderligere, øge skatterne eller bruge flere penge.